On the
road again
Når et menneske, vi holder af, dør,
bliver verden for en tid stille.
Men kærligheden og minderne bliver hos os.
Når nogen dør
Ved et dødsfald kontakter man som regel en bedemand og en præst. Man kan også selv anmelde dødsfaldet digitalt via borger.dk.
Hvis man ønsker en kirkelig begravelse eller bisættelse, hjælper præsten med at planlægge og gennemføre højtideligheden.
Begge sognets præster og områdets bedemænd tager imod opringninger og henvendelser om dødsfald døgnet rundt.
Begravelse eller bisættelse
Der er forskel på en begravelse og en bisættelse:
Begravelse er, når kisten med afdøde bliver sænket i jorden på kirkegården. Gravstedet kan findes i samråd med graveren.
Bisættelse er den højtidelighed, der finder sted, når afdøde efterfølgende skal kremeres. Efter kremeringen kan urnen blive nedsat på kirkegården. Dette aftales også med graveren.
Med tilladelse kan asken også spredes over åbent hav.
Hvad betyder Gejstlig medvirken?
Gejstlig medvirken betyder, at en præst medvirker ved begravelsen eller bisættelsen. Det kan for eksempel være en kirkelig højtidelighed i kirken med salmer, bønner og prædiken.
Hvis man ikke ønsker gejstlig medvirken, kan afdøde for eksempel blive kørt til et kapel, hvor en højtidelighed kan finde sted uden præst. Man kan også vælge, at afdøde køres direkte til krematoriet uden en forudgående højtidelighed.
Det er altså ikke nødvendigt at have en præst med ved et dødsfald. Familien kan vælge den form for afsked, der føles rigtig for dem.
Præsten er under alle omstændigheder begravelsesmyndighed. Det betyder blandt andet, at præsten godkender oplysningerne om dødsfaldet og begravelsesformen og sørger for, at dødsfaldet bliver registreret korrekt i CPR.