Ramløse kirkes historie

Ramløse kirkes historie går tilbage til det 12. århundrede, idet den første gang er omtalt i 1211, men regnes for at være en del ældre.

Allerede tidligt besad Roskildebiskoppen en fogedgård i Ramløse, hvor biskop Rike ifølge Saxos Danmarkskrønnike blev dræbt i 1139. Denne fogedgård - Hovgården - lå ikke på den nuværende Hovgårds plads, men  ved Himmerigshøj. Her har man gentagne gange pløjet store mængder af munkesten op, som formodes at stamme fra bispens gård.

Alter

Altertavlen er malet i 1838 af Christen Købke. Han anses for at være en af vores største guldaldermalere, og det er den eneste altertavle, der findes fra hans hånd.

Læs mere

Tårn

Kirken består af et romansk kor og skib. Det store brede senromantiske tårn har flere gange i sin historie slået store revner, og den 13. september 1656 styrtede den østre gavl af tårnet ned og ødelagde en hvælving og våbenhuset. De store stræbepiller stammer fra denne genopbygningen

Prædikestolens himmel

I 1635 blev prædikestolen med tilhørende himmel leveret af "snedkeren fra Fredensborg", som  muligvis er slots- snedkeren Hans Barchmann. 

Prædikestolens træskærearbejde

Man kan bemærke det meget smukke træskærearbejde, men også hvordan tidens tand har sat sit præg i form af deforme næser, afbrækkede arme m.v.
I de store felter står de fire evangelister med frelseren i midten. Den latinske tekst er hentet fra Esajas kapitel 40 vers 8, og sætningen kan oversættes til "Guds ord består til evig tid".

Se flere billeder af himmel og prædikestol

Kalkmalerier

Kirkens eneste kalkmaleri er et aftræk, som i dag er ophængt på skibets nordvæg. At maleriet er et aftræk vil sige, at man har trukket det oprindelige motiv af væggen og overført det til en plade, så kalkmaleriet kunne flyttes som et ophængt billede. Det forestiller en ukendt helgenfigur, muligvis Sankt Jørgen, og blev malet imellem ca. 1475 og år 1500.