Der findes et gammelt sagn om en kvinde, der blev til en ræv. Hun forlader sin mand. Ikke fordi han er ond. Men fordi noget i hende længes. Hun vil ud. Hun vil på eventyr. Hun vil noget mere end det liv, der allerede ligger foran hende som en færdigtrådt sti.

Som så mange fortællinger begynder det med en flugt, der ligner frihed. Men friheden fører hende det forkerte sted hen. Ind i en kødædende kæmpes telt. Et råt og brutalt magtrum, hun ikke forstår, og som truer hendes liv. Også derfra må hun flygte.

I teltets mørke finder hun et ræveskind. Hun trækker det over sig. Graver sig fri af jorden. Og løber ud i skovens tætte nat. Da hun vender hjem, venter den grummeste erkendelse. 

Hendes familie genkender hende ikke. Hendes klan ser hende ikke længere som én af deres. Hun er blevet mere ræv end kvinde. Og skindteltets dør – den velkendte åbning ind i fællesskabet – synes at flytte sig, hver gang hun nærmer sig. Her går det op for hende, at noget er uigenkaldeligt forandret. Ikke kun verden. Også i hende selv. 

Og netop dér – i sorgens dyrtkøbte visdom – stopper hun endelig med at løbe væk fra det, hun frygter, og begynder at løbe hen imod sin egen, endnu ukendte fremtid. Og mens hun for tredje gang løber ud i skovens nat – sådan er det jo med eventyr – tænder hendes poter i sneen verdens første stjerner. Små lys i mørket, ikke for hendes egen skyld, men til gavn for hele hendes landsby, hele hendes klan.

Det er et gammelt sagn. Men sagn bliver netop gamle, fordi de kan spejle en nutid. 

DEN FORANDREDE VERDEN

Mange af os oplever i disse år, at teltets dør flytter sig. Det, der engang føltes kendt og stabilt, er blevet forskubbet. Vi er forandrede. Verden er forandret. Og ofte løber vi – væk.

Uden at jeg skal kloge mig på det globale politiske landskab, er det næppe forkert at sige, at meget er i hastig bevægelse. Og at uroen endnu sidder i kroppen.

Derfor må vi stille os selv et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad vil vi nu løbe hen imod? Hvilken pels – hvilken måde at være i verden på – kan tænde stjerner for dem, der kommer efter os?

Kirken har, når den er bedst, altid været et varmt skindtelt. Fyldt med gamle visdomsfortællinger, syngende stemmer og et uperfekt, men levende fællesskab. Et sted, hvor man kan søge ly. Og et sted, man sendes ud fra igen. Måske endda med rævepoter.

ET STED MED LY

Forandringerne til trods vil jeg gerne sige det tydeligt: Her er et ly. Her er et skindtelt. Her er I velkomne, præcis som I er – med det, I bærer på, og med det, I tror eller ikke tror. 

Om det er til højmesser eller meditative gudstjenester. Til ”Aftenglød” eller fastelavnsgudstjeneste for hele familien. Eller bare til en kop kaffe og en samtale her ved præstegården. Måske er det netop nu, vi igen får mulighed for ikke blot at løbe væk fra det, der skræmmer os, men at løbe hen imod det, der kan tænde stjerner.

Hans August Engelhardt