14/10/2026 0 Kommentarer
Familiecafé – et fællesskab for familier
Familiecafé – et fællesskab for familier
# Information

Familiecafé – et fællesskab for familier
Familiecafé – et fællesskab for familier
Venter I barn, har I små børn, eller er I hjemmepassere med lidt større børn? Så er I hjerteligt velkomne i vores nye Familiecafé i Kirkehuset i Annisse, Kirkestrædet 3.
Her kan I møde andre familier fra lokalområdet, dele erfaringer, få en snak og nyde en hyggelig formiddag sammen. Børnene kan lege og lære hinanden at kende, og der er legetøj til både små og større børn.
Familielivet er ikke altid, som vi drømmer om. Det er ikke altid, som det ser ud i bøgerne eller på de sociale medier. Forældreskabet kan være fyldt med glæde og kærlighed, men også med bekymringer, usikkerhed, sorg og alt det, man måske ikke havde forestillet sig.
I Familiecaféen vil vi skabe et trygt og uformelt rum, hvor der er plads til at tale om det hele – både det, der gør os glade, og det, der kan være svært.
Mød Marianne
Familiecaféen får besøg af Marianne Blinkenberg Østergaard, som har arbejdet som jordemoder på Slagelse Sygehus i 30 år. Gennem sit arbejde har hun mødt mange familier og været tæt på både de store glæder og de svære stunder, der kan følge med det at få og være familie.
Marianne har blandt andet arbejdet med sorggrupper for forældre, der har mistet børn, og med de udfordringer, der kan være forbundet med vejen til forældreskabet.
Hun vil på udvalgte tidspunkter holde et lille oplæg, som kan danne udgangspunkt for samtalerne i caféen.
”Jeg håber, at vi i Familiecaféen kan tale åbent om forældreskabets mange sider. Her er der plads til at dele det, der fylder, lytte til hinanden eller bare komme forbi og sige hej. Vi finder sammen ud af, hvad Familiecaféen skal være, og hvad I har brug for.”
Sådan foregår det
Kl. 9.40–9.55: Marianne holder et lille oplæg.
Kl. 10.00–11.00: Vi taler videre med udgangspunkt i oplægget eller det, der optager gruppen.
Vi byder på kaffe, frugt og lidt lækkert brød, og der er god tid til hyggeligt samvær, mens børnene leger.
Kl. 11.45: De, der har lyst, går med over i kirken, hvor vi tænder et lys.
Familiecaféen er et lille eksperiment, hvor vi sammen finder ud af, hvad fællesskabet kan blive til. Du behøver ikke at have noget på hjerte eller deltage i samtalerne. Du er lige så velkommen til blot at nyde en kop kaffe, møde andre familier og lade børnene lege.
Hvornår mødes vi?
Familiecaféen mødes som udgangspunkt den tredje fredag i måneden i Kirkehuset i Annisse, Kirkestrædet 3.
Første gang er fredag den 16. oktober. Næste gang er fredag den 20. november.
Vi glæder os til at byde jer velkommen!
Alle familier er velkomne – både før og efter fødslen og uanset, hvordan jeres familieliv ser ud.
Kommentarer